International Okinawa Goju-Ryu Karate-Do Federation har som sit hovedformål at bevare den traditionelle Goju-Ryu Karate internationalt. Dette sker blandt andet ved at etablere gode solide landsorganisationer verden over, herunder IOGKF-dk, samt at yde teknisk bistand for at sikre en høj kvalitet af instruktører.
Morio Higaonna Sensei
Morio Higaonna Sensei er Chefinstruktør for International Okinawa Goju-ryu Karate-do Federation ( I.O.G.K.F. ), der er verdens største Okinawa Goju-ryu organisation.
Om Morio Higaonna Sensei
Chefinstruktør for I.O.G.K.F.
Morio Higaonna Sensei er en levende legende, som har dannet hele grundlaget for det Okinawa Goju-Ryu Karate som vi træner i dag. Higaonna Sensei betegnes af mange af de “gamle” mestre som den karateudøver, der kommer tætest på et billede af Chojun Miyagi Sensei, som jo er en af den traditionelle karate og i særdeleshed Goju-Ryu Karates stamfædre.
Med andre ord, ved at se og træne med Higaonna Sensei får man en enestående chance for, at fornemme historiens vingesus og fornemme dybden i Okinawa Goju-Ryu Karate. Hvert år om sommeren afholdes der Europæisk Gasshuku (træningslejr) hvor karateudøvere fra mange lande har mulighed for at træne under Higaonna Sensei.
Morio Higaonna Sensei blev født i 1938 første juledag (25. december) i Naha på Okinawa. Han startede med at træne karate i en alder af 14 år, og to år senere begyndte han at træne Goju-Ryu Karate.
I en alder af 22 år i 1960, forlod Higaonna Sensei Okinawa og rejste til Tokyo, for at studere handel på Takushoku Universitetet. Under sit ophold i Tokyo, blev han inviteret til at undervise i Yoyogi Dojo. Her kom hans store talent som udøver og ikke mindst instruktør til udtryk.
Han blev hurtigt kendt i hele Tokyo, som “den unge løve fra Okinawa” og eleverne begyndte at strømme til Yoyogi Dojo. Til tider underviste han op til 1000 elever om dagen. Hans rygte blev yderligere spredt, at han var med i BBC’s dokumentarfilm om Østens Martial Art former. Don Drager betegnede ved denne lejlighed Higaonna Sensei som Japans farligste mand, hvis det kom til en kamp på liv og død. Elever fra hele verden begyndte at rejse til Japan for at træne under Higaonna Sensei’s kyndige og til tider meget hårde undervisning.
1979 stiftede han i Pool, England, verdens første internationale Okinawa Goju-Ryu Karate organisation, nemlig International Okinawa Goju-Ryu Karate-Do Federation (IOGKF). Siden er flere kommet til, men på dette tidspunkt var det ret unikt, at en “ren” okinawisk stilart organiserede sig internationalt.
Higaonna Sensei’s søgen efter Goju-Ryu Karatens rødder har bragt ham verden rundt mange gange. Flere gange har han besøgt Fukien provinsen i det Sydlige Kina, hvor man mener at Goju-Ryu Karate stammer fra. Hans store og meget brede viden, har skabt grundlag for udgivelsen af et utal af bøger, sidste udgivelse er “The History of Karate”, der er en meget velskrevet historisk gennemgang af karatens udvikling på Okinawa.
I dag er Higaonna Sensei gradueret 10. dan og er international chefinstruktør for IOGKF. Higaonna Sensei bruger det meste af sin tid, på at rejse verden rundt og afholde Gasshukuer. Når han ikke besøger alverdens lande opholder han sig det meste af tiden på Okinawa, for at virkeliggøre hans drøm om at opbygge en international Honbu Doju i Naha. Higaonna Sensei’s kone og søn bor i Californien i USA, så Sensei bruger næsten mere tid i luften end på jorden. Du kan læse mere om karatens andre store personligheder i Okinawa Goju-Ryu i afsnittet om Karatens historie!
Ydmyghed
af Morio Higaonna Sensei, 10. dan
Oversat af Sensei Henrik Larsen, 7. dan
Higaonna Sensei har skrevet denne artikel i håb om, at man som karateudøver vil være bevidst om vigtigheden af, at uanset hvilket niveau man befinder sig på, så skal man forblive ydmyg over for ens nærmeste og dem, der har hjulpet og haft indflydelse på ens nuværende position.
Grundlæggeren af Goju-Ryu karate, Chojun Miyagi Sensei (1888-1953) var på mange områder en fremsynet mand. Et af de områder han brugte meget tid på, var at udvikle karateudøverne til hele mennesker, hvor krop og sjæl var i harmoni. Miyagi Sensei sagde altid til sine elever: “Mennesker, der træner karate, opbygger gennem den daglige træning deres udholdenhed, fysiske styrke og tekniske kundskaber.” Lidt efter lidt bliver den mentale styrke stærkere og stærkere. Efterhånden som hans elever opbyggede disse færdigheder og egenskaber, fortalte han dem om vigtigheden af ydmyghed. Han sagde til dem: “Ju no chikara dekitata, nisaginasai”. Med dette mente han: At når ens styrke og tekniske kundskaber efterhånden voksede til niveau 10, vil ens selvsikkerhed vokse tilsvarende. Dermed behøver man kun at fremvise/”prale” med sine evner til niveau 5.
Du er ikke alene
Chojun Miyagi Sensei påpegede, at når man udvikler sine karatefærdigheder, skal ens ydmyghed udvikles tilsvarende. Med denne følelse af ydmyghed og beskedenhed, skal man prøve at gøre ens træning endnu mere intens. Man skal konstant udfordre sig selv. Man skal prøve at træne lidt hårdere eller lidt længere tid, selv når man er træt og har mest lyst til at give op. Desuden må man aldrig glemme at påskønne sin instruktør og sin familie for al den kærlighed og støtte, de har givet, så man kunnet følge sine mål. Nogle karateudøvere – når de føler, de har nået et højt teknisk niveau og har succes i dojo’en – udviser en attitude, der udstråler, at deres succes er blevet til alene på baggrund af dem selv og ingen andre. De vil dermed udvikle et ego ude af kontrol. De vil måske sige “Tak” til deres instruktør eller andre, men i deres hjerte vil de stadigvæk føle, at alt det de har opnået, er deres egen fortjeneste – uden hjælp fra andre. Dette er langt fra sandhed. Og ingen karateudøver bør glemme eller miste forståelsen for, at uanset hvor succesfulde de bliver, så er deres succes et resultat af en gruppepræstation, som, er udført af alle de mennesker, der har hjulpet dem på vej mod deres nuværende niveau.
Mere end teknik
For mit eget vedkommende er jeg yderst taknemmelig overfor Miyagi An’ichi Sensei. For hans undervisning, hans visdom og vejledning. En skat, der ikke kan købes for alverdens penge. Han har lært mig mere end teknik. Og den viden viden, han har videregivet til mig, har gjort, at jeg af hele mit hjerte tror på, at den kraft og det udbytte, man kan få af karate, er så almægtig, at jeg er forpligtet til at videregive den. Udbyttet af karate stopper ikke med indlæringen af teknikker. Teknikkerne er “blot” værdifulde værktøjer, som kan hjælpe os til at blive bedre mennesker.
For at kunne opnå dette høje mål må karateudøveren træne med åbent sind og hjerte. Aldrig med det formål at opnå magt og kontrol. Man skal bruge karaten til at udvikle sin mentale styrke, men aldrig bruge den til at udvikle sin egen selvoptagenhed.
Jeg elsker karate, da jeg var 20 år elskede jeg at træne kata. Og nu da jeg er i slutningen af 50′erne, er min passion for kata blevet endnu større. Jeg elsker at undervise. Når jeg ser eleverne træne hårdt og presse sig selv til deres yderste grænser, bliver jeg inspireret af deres indsats, og det får mig selv til at prøve endnu hårdere og prøve at blive endnu bedre.
Nogen gange sker det, at elever udvikler et kæmpe ego i stedet for ydmyghed, og jeg føler, at jeg må gøre alt for, at få denne elev tilbage på den rette vej. Dette inspirerer mig endnu mere, og jeg tager gerne denne udfordring op og prøver, sammen med mine mest engagerede elever, at hjælpe dem til at forstå vigtigheden af deres træning og lære dem at fokusere på de sande værdier i karate.
Målet må være – gennem karate – at skabe balance mellem krop og sind. Hver dag husker jeg Miyagi An’ichi Senseis ord: “Pres dig selv hårdere og hårdere med det ultimative mål at opnå ydmyghed.”