Okinawa Goju-Ryu Karate

Okinawa Goju-Ryu karate er en traditionel karate stilart med rødder helt tilbage i Fukien provinsen i det sydlige Kina. 

Herfra blev de færdigheder som mester Ryu Ryu Ko underviste i, ført til øen Okinawa, af den berømte okinawiske mester Kanryo Higaonna Sensei.
En af dennes elever, den legendariske Chojun Miyagi Sensei, udviklede sin egen unikke stil, udfra den lærdom han fik fra Higaonna Sensei. Chojun Miyagi Sensei kaldte sin stil Goju-Ryu. Goju betyder hård/blød, hvor Go repræsenterer fysisk styrke og en stærk karakter, medens Ju står for den bløde og mobile krop med en fleksibel og mild natur, Ryu betyder stil.

Hvad er Okinawa Goju-Ryu?

Okinawa Goju-Ryu, som betyder “Den hårde- og bløde skole fra Okinawa” – Stilarten udmærker sig ved at indeholde såvel holdegreb som nærkamp teknikker, herunder kast. Ligeledes trænes avancerede sparke-, parade- og stødteknikker.

Okinawa Goju-Ryu er en ideel måde at optræne krop og sind. Som i mange andre sportsgrene, benyttes kroppen optimalt. Men modsat mange andre sportsgrene tilrettelægges træningen således, at kroppens muskler benyttes på en sådan måde, så overbelastning og skader undgås.

Okinawa Goju-Ryu er selvforsvar. Allerede fra de første lektioner indøves metoder, hvormed man får et solidt grundlag for at kunne klare sig ud af en endog meget håbløs situation. Visheden herom giver en mere selvsikker fremfærd, hvilket af mange psykologer anses for at være tilstrækkeligt til at afholde en voldsmand fra at skride til handling.

Som før nævnt er Okinawa Gujo-Ryu en optimal måde at lære selvforsvar på. Mange piger har haft stor glæde af “at kunne rette ryggen” når de går på gaden. Okinawa Goju-Ryu indeholder tilmed stiløvelser (Kata), som mange piger finder specielt interessante.

Alle som har lyst til at få lidt sved på panden og komme i god form, kan træne Okinawa Gujo-Ryu. Alderen betyder ingenting i denne sammenhæng. Alle klubber har både børne- og voksenhold, hvor børnene dog minimum skal gå i 1. klasse når de starter, da det til tider kan være meget hårdt at træne karate. Der er dog ingen, som bliver “knækket”, idet træningen er individuel og man derfor kan træne med i sit eget tempo. Instruktørerne sætter en stor ære i, at undervise på en god og fornøjelig måde. Der er dog disciplin i træningslokalet, hvilket kun skal tolkes som gensidig venlighed og respekt instruktøren og holdet imellem.

Okinawa Goju-Ryu er en verdensomspændende organisation med klubber over det meste af verden. I international sammenhæng er Okinawa Goju-Ryu velanset, hvilket i høj grad kan tilskrives vores internationale chefinstruktør Higaonna Sensei. Hvert år afholdes der en sommerlejr hvor karateudøvere fra hele verden mødes, og træner under Higaonna Sensei personligt.